Carlsberg Fredericia har elimineret arbejdsulykker

Carlsberg Fredericia har elimineret arbejdsulykker

De fleste voksne danskere nyder jævnligt Carlsbergs produkter i selskab med venner og familie. Men i festligt lag tænker de færreste næppe over det store og ofte udfordrende arbejde, som ligger bag øl-brygningen. Tidligere kunne manuelle opgaver og gentagne løft ligefrem føre til slidskader og arbejdsulykker blandt de ansatte på Carlsbergs Bryggeri i Fredericia. Men den risiko har Carlsberg nu reduceret ved at implementere såkaldte cobots; samarbejdende robotter, der kan indgå i koordinerede processer med hinanden og de ansatte på fabrikken i Fredericia. Det sker som led i virksomhedens såkaldte Together Towards Zero-program, der har fokus på at styrke bæredygtighed og sikkerhed.

Thomas Kern Ruby, som er Senior Project Manager hos Carlsberg Fredericia fortæller her om virksomhedens erfaringer:

- "Vi oplevede, at der på visse produktionslinjer opstod mindre arbejdsulykker som eksempelvis snitsår fra papkasser på trods af instruktioner og beskyttelsesudstyr. Derudover vurderede vi, at visse medarbejdergrupper kunne være i risikozonen for fysisk slitage", siger Thomas og fortsætter:

- "Vi analyserede derfor vores produktionslinjer og konkluderede, at det især var i de manuelle processer, at der kunne opstå risici. Blandt andet kunne vi se, at ikke alle medarbejdere opnåede de optimale løftpositioner, og at nogle medarbejdere havde for mange uhensigtsmæssige løft over skulderhøjde".

Collaborative robotter tager slæbet

Derfor kiggede man hos Carlsberg Fredericia hurtigt i retning af collaborative robotter, som på sikker vis kunne indgå i det daglige produktionsmiljø.

- Vi havde allerede traditionelle industrirobotter på fabrikken. Men de var hegnet ind af sikkerhedshensyn, og kunne ikke løse de mere fleksible opgaver på linjen. Vi så derfor hurtigt fordelen i cobots, som kan stå side om side med medarbejderne og klare de manuelle løft på linjen. De er fleksible og fuldstændigt sikre at omgås for medarbejderne, da de standser ved den mindste berøring. På grund af det sikkerheds- og pladsmæssige aspekt var vi derfor ikke i tvivl om, at det var vejen frem for os.

Derfor investerede Carlsberg Fredericia i to cobots: den mindre UR3 og den kraftfulde UR10. UR10 har en høj nyttelast på op til 10 kg, og Carlsberg bruger den til at hente stakke med kartoner, der er bundet sammen med emballagebånd. UR3'en anvendes til at skære og borttage båndene, og UR10'en placerer derefter stakkene. Når de arbejder sammen, kan disse cobots håndtere op til 500 emballagekartoner i timen.

UR kollaborative robotter, Carlsberg, Danmark
UR kollaborative robotter, Carlsberg, Danmark

Flere cobots på vej til Fredericia

Efter succesen med UR10'en og UR3'en har virksomheden købt yderligere fire cobots til at automatisere produktionslinjerne, herunder håndtering af låg under tappeprocessen. Ifølge Thomas Ruby har dette allerede gjort produktionen betydeligt mere effektiv.

Udover sikkerhedsaspektet har det derudover været en stor sidegevinst, at man har kunnet allokere flere ressourcer til kvalitetssikring og at give medarbejderne mere udviklende opgaver i takt med, at de er blevet aflastet for de manuelle løft.

Cobots har således været en afgørende brik for Carlsberg i forhold til at eksekvere på Towards Zero-programmet og at skabe et bedre arbejdsmiljø for de ansatte, som hver dag arbejder på at brygge verdens bedste øl. Man kan derfor med god samvittighed nyde sin Carlsberg næste gang, man mødes med venner eller familie.

Tre gode råd: sådan beskytter du medarbejderne med cobots

Med afsæt i Carlsberg Fredericias positive cobot-erfaringer har Thomas Kern Ruby sammenfattet sine bedste råd til andre virksomheder, der overvejer nye veje til at aflaste og beskytte medarbejderne:

1. Identificér udfordringer og potentiale
- Find de mest repetitive og belastende processer og start med dem. Man skal derudover spørge sig selv om, hvilke processer, som er mest modne til standardisering og bedst egnede til en automationsproces. Dermed frigør man både medarbejderne for de mest belastende opgaver og opnår de største fordele.

2. Styrk interessen
- Det er en ny situation for medarbejderne at stå side ved side med robotterne. Vi har gjort meget ud af at fortælle, robotterne skal hjælpe os med at minimere ulykker, og i dag er det mit indtryk, at alle medarbejdere er trygge ved at arbejde med robotterne. Vi har dog lært, at nogle medarbejdere brænder mere for det tekniske aspekt ved robotterne end andre. Derfor har vi tilladt en vis fleksibilitet, således at de mest teknisk interesserede medarbejdere også får mulighed for at arbejde mere med denne dimension. Det fungerer rigtigt fint, og jeg vil også anbefale andre virksomheder en interessebetonet tilgang. Det engagerer medarbejderne og giver tryghed for dem, der foretrækker mere traditionelle opgaver.

3. Vælg den rigtige teknologi
- Mange virksomheder ser stadig robotteknologien i lyset af de traditionelle industrirobotter, som skal hegnes ind. Men cobots er langt mere fleksible og kan varetage de manuelle løft, som hver dag slider på medarbejderne i den daglige produktion. Derfor vil jeg klart anbefale andre virksomheder at kigge bredere på robotteknologien og lade sig inspirere til, hvordan cobots kan klare langt flere opgaver, end man måske umiddelbart forestiller sig.